Vi vågnede op til sjaskende regnvejr og troede at vi også ville komme til at opleve Dingle i regnvejr, lige som alle de andre, vi har mødt. Men – mens vi spiste den i øvrigt udmærkede morgenmad, viste der sig små, blå pletter på himlen, og da vi var færdige, var regnen det også. Det har været køligt og blæsende, men fint, hvor der var læ, et meget ideelt vejr til at se atlanterhavs­bølger. Vi ville atter køre rundtur, denne gang The Slea Head Tour, ca. 40 km. Første stop var neden for Mount Eagle, ved Slea Head. Her var ”The Cross”. Nej, vi havde for resten stoppet to gange tidligere for at se på Beehive Huts, men hver gang poppede et hoved op i et lille træskur og forlangte penge. Det er ikke så meget pengene som princippet, ren norsk mentalitet -Lidt videre kunne vi se ned på en klippeomkranset sandstrand. Her var rigtig fint, specielt groft sand, flotte klipper og store bølger. Det var på sydsiden af Tigh Slea Head. Vi blev her længe, det var i læ!Derefter det helt specielle kajanlæg på sydsiden af Dunquin. Vi var spændt på, om der atter poppede et hoved op og forlangte entré, det gjorde der ikke. Herfra udgår ture til The Blasket Islands – men ikke i dag. Kunne ellers være fint – Herefter var det Clogher Head, en i starten lidt våd vandretur, der efterhånden blev tørrere – men også vildt meget blæsende. Utrolig flot udsigt, bl.a. til The Three Sisters. Næste stop var The Gallarus Oratory, en bygning fra det 6. årh., lavet af sten uden bindemiddel, men stenene er lagt, så det er regntæt. Der var ingen entré, fordi vi via The Rough Guide havde fået en fidus om at køre videre frem ved Visitor’s Center – til en offentlig parkeringsplads. Her var flotte hække med fucia. I det her forblæste område er der mængder af dem og af monbretier – og palmer som de eneste træer. Vi (Jens) var ved at være sultne, men vi fandt ikke noget velegnet sted, før vi atter var i Dingle og ville se på byen til fods. Det er også et spørgsmål, om vi fandt et velegnet sted, vi var ikke helt enige om frokostens størrelse. Men mætte blev vi – og gik ud for at se på Dingle. Under spisningen skrev vi postkort til børnene – en dansk kvinde solgte os frimærkerne, hun havde været her i 4 år, overvejede at vende tilbage til Danmark fordi hun syntes, hun havde for mange negative oplevelser som fremmed mellem irere. Byen er malerisk og kulørt, alle vil gerne sælge juveler, strik, pottery, tasker o.lign til turisterne. Der er mange restauranter/pubber med levende musik fra 21.30. Men da der var gået en times tid og klokken endnu ikke var 6, vejret havde forbedret sig og det var for tidligt at gå på pub, kørte vi ud til passet ved Conor, Irlands højst beliggende. Vejen op var ny og fin, men da vi stadig havde god tid og ville ned på den anden side, skal jeg da ellers love for at vi fik forklaring på, hvorfor der ikke måtte køre ret store køretøjer over Conor Pass, vejen var kun en enkeltspors hylde over et langt stykke, kun med nogle få, snævre mødepladser – en rigtig knytte-hænder-vej. Vi kom da fint op og tilbage igen. Klokken er 8 – vi skal snart ud at spise. Dagen fortsat: Vi gik på Marina Inn – en af de nærmeste restauranter. Vi havde set/hørt, at de også havde levende musik, og de havde reklameret med et band med sang. Det viste sig at være nøjagtig samme besætning som i aftes – men efter vores mening bedre samspillet og mere rytmisk. Spisekortet var måske ikke så spændende. Jens bestilte varm laks, jeg vegetaren. Begge dele smagte udmærket, men vegetarrettens vigtigste ingrediens var spaghetti. Så lærte jeg det.