Vejret var, set fra det store vindue i værelset hvor vi havde sovet, næsten skyfrit og lidt blæsende – og ja, lidt køligere. Vi spiste en solid morgenmad, fotograferede i haven og tog afsked med Siobhan.Jeg har haft det nogenlunde i dag, er lidt kuldsk og træt, men hovedpinen har holdt sig i baggrunden. Det blev så dagen, hvor vi kørte meget, først Killarney, ville tilbagelægge Ring of Kerry – mod uret. Og det blev en mageløst opbud af naturscenarier, lige fra Irlands højeste bjerge ved Macgillycuddy’s Reeks, det højeste er Carrauntoohil på 1038, til kyststrækningerne med både klipper og sandbanker. Vi udvidede Ring of Kelly med at tage færgen over til Valentia – og køre Ring of Valentia. Her kørte vi op på Geokaun Mountain, ville i øvrigt gerne have betalt vores bidrag til vejvedligeholdelse, men automaten ville ikke modtage penge! Udsigten var fantastisk alligevel. Vejen var sine steder meget stejl. Ude i horisonten kunne vi se Little Skellig og Great Skellig stikke op som et par vulkaner – hvad de nok ikke er. Kørte over broen og fandt en lille coffee shop, Skelligs Mist, i Portmagee, en ægte lille fiskerby, hvor vi fik dagens suppe og delte en kage. Derefter videre ad små, vilde veje langs kysten. Vi snakkede om, at landskabet ligner både Færøerne og Norge. Vi fandt efterhånden ud af, at vi var i færd med at begå en ny Ring: Ring of Skellig. Fik også held til at se ind i sundet ved Puffin Island. Til sidst var vi tilbage på Ring of Kerry, fulgte den tilbage til Killarney. Jens ringede til vores B&B for at sige, at vi kom lidt sent. Derefter kørte vi lidt ud af vores eget spor, hvorefter vi drejede mod Faha og Milltown for at køre mod Dingle. Det var i øvrigt en utrolig lige vej, hvor man fint kunne have kørt 100 km/h – men det må man jo mest der, hvor det ikke kan lade sig gøre p.g.a. skarpe sving og huller i vejen! Vi var i Dingle ca. halv otte, fandt let vores B&B, The Harbour Lodge, der er kæmpestort, noget slidt – men effektivt indrettet. Vi fik desværre ikke havudsigt. Derefter gik vi for at finde et sted at spise, faldt indenfor i John Benny Moriarty’s bar og restaurant, da de reklamerede med levende musik. Vi bestilte en tallerken med salat og noget i retning af alt godt fra havet. Der var en østers, laks, hummere, hummerklør, røget makrel mm. Og sodabrød. Musikken kom i gang inden kvart i 10 og viste sig at være ægte irsk folkemusik, en accordeon og en guitar, men uden sang, så det var lidt i retningen af den skotske keilidh-form. Vi blev en times tid.