Torsdag d. 13.09 startede med høj, blå himmel. Ude på terrassen virkede det som om det var varmt, men da vi efter Landgasthof Eulers gode morgenbord – og af gammelmor forsynet med Hausprospeckt – sad i bilen, var der 12˚! Vi ville køre mod Regensburg, havde en plan om at ende i Weimar – og der se Gedenkstätte Buchenwald. Men i løbet af 10 minutter kørte vi ind i det, der skulle vise sig karakteristisk for hele dagen: Umleitung. Vi var ellers i god tid, var kommet af sted godt 9 – men allerede her gik der den første halve time! Dagens gode nyhed: Lis ringede, hun havde lige fået gode resultater og var så glad, at hun måtte fortælle det til nogen! Skulle ikke noget før 4. januar.
Vi kørte videre fra Umleitung til Umleitung, så det mere eller mindre mindede om et spil ludo, hvor man enten var slået hjem, skulle vente en omgang eller slå en sekser for at komme videre! Puh, ha! Jeg blev svedt, for flere gange vidste jeg ikke, hvor vi var, så i dag har jeg ikke set ret meget andet end kortet. Bedst gik det, da vi fandt ind på motorvejene – den sidste nord/syd – men ikke direkte mod Leipzig. Så skulle vi over mod Weimar. Jens var sulten, så vi måtte lige ind op spise et sted, ikke særlig hyggeligt, men maden var OK. Atter Umleitung – men til sidst fandt vi Buchenwald, et kæmpe område, hvor vi kun nåede at se det egentlige lejrområde m. krematorium, portbygning og et stort museum med effekter, historik og biografier. Der var ingen overraskelser – det skulle da lige være stilheden – men det virkede voldsomt. Og det blev kun punktvis, man kunne overskue udstillingen. Der kunne have været brugt dage. Vi kom inden kl. 16, blev ved at kigge på udstillinger og andet til efter klokken 18, da blev alt indendørs lukket.
Ca. 18.30 var vi klar til at køre igen, orkede ikke rigtig at tage tilbage til Umleitung’erne i Weimar – som vi alligevel ikke rigtig ville nå at se – fattede en hurtig beslutning om at køre videre nordpå. En ny Umleitung førte os over i retning mod Wernigerode. Og så fattede vi hurtigt beslutning om at gense Der Holzfäller i Schierke. Det var bare ikke nogen hurtig vej. Først gennem udstrakte, typiske øst-landskaber med træer langs alle veje, hvor vi oplevede en meget generende sol, der dog efterhånden gik over i en meget smuk solnedgang på baggrund af de vidtstrakte landskaber. Vi nærmede os Harzen, kørte op i de smukke, skovdækkede bjerge, som vi desværre ikke længere rigtigt så, det var blevet mørkt, jeg kunne ikke se hverken kort eller andet. På trods af alle odds og Umleitungen fandt vi Schierke. Klokken var nu 20.30. Kørte glad ind på Der Holzfällers P-plads. Men – fik at vide at køkkenet var lukket kl. 21 – og at hun havde Haus voll! Ret åbenlyst en løgn, men den var ikke rigtig til diskussion! Kørte videre til ”Brockenstübchen”, hvor vi har fået et udmærket værelse med en lille karnap, fint badeværelse. Jens spurgte ikke, hvad det kostede. Det er ret spændende. Jeg tror det er ”suiten”. De henviste os til ”Der Chinese” angående spisning – han havde åbent til 22.00. Her fik vi såmænd udmærket mad, champignonsuppe og salat m. 3 slags kød. Som kvittering for betaling fik vi blommevin.