12. september

Onsdag d.12.09 var fra morgenen lidt fugtig og med tungt skylag, men det regnede ikke. Landgasthof Euler’s morgenbord indehold alt, hvad hjertet kunne begære – og så lidt til. Jens nåede ikke engang til den rigtig gode, vist nok hjemmegjorte marmelade!
Det tog tid at blive færdig til at tage ud, selv kort over vandreruter var en mangelvare. Euler havde noget, man Jens ville besøge turistkontoret – hvor han i øvrigt blev rimeligt hjulpet. Klokken var 10.20 da vi sad i bilen, temperaturen ca. 12 grader. Vi ville starte med en mindre tur i Felsenwandergebiet, mærket med en Haselhuhn (jærpe), ganske grundigt! Intet overladt til tilfældighederne – og vi måtte ikke træde ved siden af. Vi havde vurderet det til at være en kondiskotur, men da vi havde gået 50m fik vi begge den lyse ide at vende om for at skifte til gummistøvler – en bragende god ide viste det sig! Vi gik mest i skov, af og til afbrudt af indslag med klipper, noget der mindede meget om paradisbakkerne, dog lidt mere udstrakt! Vi fandt en Schutzhütte og en enkelt sted var der lidt udsigt til Schönbrunn. Selv om det gik rimeligt op og ned syntes vi, det var lidt tamt og indelukket. Da vi efter 1½-2 timers tur vendte tilbage til bilen, kørte vi til et andet sted, en parkeringsplads ved Waldhäuser, hvor vi spiste frokost - det sidste af den medbragte mad. I øvrigt flyttede vi os til en P-plads lidt højere oppe, hvor vi kunne gå en lidt længere tur. Her startede vi med at følge en markering med en Zaunkönig (gærdesmutte), der førte os til en sø, Martinsklause (974m), hvorfra vi et langt stykke gik i et vandløb, der brugte de stentrapper, vi skulle op ad. Der var en del stigning op til næste punkt, Teufelsloch, et vandløb der rungede dybt under klippestykker! Videre op, efterhånden blev der også udsigt, og til sidst endte vi på en udsigtsplatform, hvor vi kunne se ud over Böhmerwald – altså ind i Tjekkiet. Vejen herop til havde været banet med bl.a. lange fortove af brædder, noget vi skulle se meget mere til inden vi kom ned. Absolut behageligt at gå på. Formodentlig hen over noget sump. Videre ad Sommerweg mod Lusen. Det første lange stykke kun med lidt stigning, afbrudt af en i øvrigt ikke uinteressant klogesti, pædagogisk rundgang på fortov om skovens fornyelse. Hertil skal lige bemærkes, at en stor del af Bayrischer Wald består af udgåede træer, dels angrebet af tørke, dels af Borkenkäfer. Til sidst stod vi neden for den ret stejle Himmelsleiter, store uregelmæssige stentrin højt, højt, der til sidst gik over i ren stenmark. En lidt pudsig foreteelse at det højeste punkt i miles omkreds (1373m) ender i en stor stendynge med et kors på toppen. Der var lidt blæsende og koldt på toppen, men vejret taget i betragtning var vi heldige: De forbidrivende lave skyer holdt sig væk, så fra toppen af Lusen kunne vi se meget langt væk til alle sider.
Kl. ca. 16.30 startede vi nedturen ad vintervejen, noget nemmere, en kørevej, der gik helt op til restauranten ved Lusen, I starten med en meget flot udsigt. Efter vintervejen gik vi ind over Waldhäuserriegel, hvor der det første stykke igen var et rigtigt langt stykke med fortov. På at tidspunkt kunne vi i det fjerne se Lusen, der nu var kommet næsten fri af skyerne. Det var ved at være køligt, vi frøs, havde gået dagen med sweatere på – men ikke noget vindtæt. Fingrene bliver valne sidst på dagen. Der var såmænd 11˚ varme, da vi nåede bilen, og fik dagens første solstrejf, der gav en rigtig flot udsigt over landskabet. Klokken var nu over 18. Tilbage på Landgasthof Euler var det lidt for koldt til at nyde Fernet Brancha på vores kæmpestore (fælles) terrasse, men lækkert at vi havde et værelse, der kunne varmes op!
Spiste vildsvin og grillet gedeost – gæt hvem der spiste hvad. Vi flottede os med en Lusengeist til kaffe/te – noget med snaps og enebær.
Jens har tilbragt meget tid med at finde ud af, hvor Bergen-Belsen ligger – har ikke fundet det endnu! Nu ringer han til Lucia. Bergen-Belsen var lukket for omorganisering fortalte Lucia. Buchenwald og Weimar er måske i stedet muligheden til i morgen. Det sover vi på.