10. september

Mandag d. 10.09 var vejret atter flot med blå himmel og sol. En anelse køligere end de andre morgener. 11 grader. Efter lidt indkøb kørte vi til Passo Duran via Dont og derfra en vild bjergvej op i passet. Her var der 13 grader og en strid vind. Det viste sig heldigvis, at det kun var nede i passet. Vi gik opover, 100 højdemeter i løbet af de første 10 minutter – atter hundrede i de næste 15. De to tredjedele af vejen var på en stejl kørevej. Ved 11.30 tiden nåede vi Rifugio Carestiato, var enige om, at vi ville have eftermiddagskaffe der på tilbagevejen.
Vi havde kunnet høre et par klatrere på en af Civettas vægge, og da vi – efter at have afprøvet en vej, der endte i en wire der gik lodret op ad klippevæggen, Ferrata Constantino – havde fundet den rigtige vej langs væggen af Civetta og temmelig højt oppe i uren, kunne vi høre et hold mere, fik også øje på dem. Et fint sted at gå, dejligt vejr, flot udsigt hele tiden. I modsætning til de andre dage traf vi flere snakkesalige vandrere, tre belgiske kvinder, et ældre (vores alder) ægtepar fra Oregon – og nogle tyskere, der viste sig at høre sammen i en gruppe der havde overnattet på en hytte. De sidste vi mødte, efter Forcella del Camp var lettere fortvivlet over strabadserne. Ud til passet var det meget regulært, stenfelter, ur, og til sidst bjergskov, skiftevis fremme i skoene og tilbage på hælene også noget lige ud. Fint.
På vejen fandt vi et træ med mange stammer. Ved Forcella del Camp var der et krucifiks. Da vi var ovre det blev der større udfordringer, skrappe skråninger med løst ur, steder med hylder der var smalle – meget smalle syntes jeg, men hele tiden flot udsigt, efterhånden også til Torretta del Orso, der skulle være vores vendepunkt. Her spiste vi frokost, og da klokken var 14.30 startede vi hjemtur. Der havde i løbet af eftermiddagen samlet sig en del skyer om toppene og efterhånden også lidt lavere. Det gav en lidt mere rå temperatur, men vi kunne da stadig klare os med T-shirts. Så fik vi dagens mærkelige oplevelse: pludselig var vi ved Forcella del Camp, var i øvrigt ved at gå for langt på en sti ned i en anden dal, fik en fornemmelse af, at vi ikke havde set det her før, gik op til kanten – og stod og så ned på krucifikset – meget hurtigere, end vi havde forventet. Det mærkelige var, at vi ikke havde passeret nogle af de sværeste steder + et fårested højt oppe under et hang! Vi kunne regne ud, at vi var blevet ledt tilbage ad en anden mærket sti, der åbenbart havde gået lidt lavere. Vi syntes ellers at stien i dag var velafmærket, men de er ikke altid logiske, de italienere!
Klokken 16.45 var vi tilbage på Rifugio Carestiato, hvor vi fik kaffe, te og vand. En halv time senere var vi på fødderne igen. De var ved at være godt brugte, men trods compeed på begge hæle var jeg alligevel ret godt gående hele dagen. Vi var ved bilen ca. kl. 18. Trods fingerkulde, vi havde taget trøje/skjorte på efter kaffepausen da det var blevet væsentlig koldere, viste det sig alligevel at temperaturen var 11 grader. I Forno di Zoldo var den 15, så vi kunne også i dag sidde på altanen med Fernet Branca’en. Det har været en fantastisk tur. Vi ringede til Jens og Jytte – manglede deres mobilnummer.
Vi ville til Zoppè di Cadore for at spise. På vejen forsøgte Jens sig med et par kontantautomater – uden resultat. De kunne ikke læse kortene! På restauranten var vi næsten ventet. Der var tomt da vi kom, men et meget diffust ungt selskab af rygere kom og skulle fejre et eller andet, Fint nok, det er lidt kedeligt at være alene. Efter Vorspeise fik vi suppe, derefter kun én hovedret – noget lækkert svinekød og lidt salat og en ekstra tallerken. Til dessert fik jeg nogle hjemmebagte småkager der skulle dyppes i sød vin, vist nok Muscat, Jens en lidt mere heavy sag med bl.a. mocca, creme og bær. På hjemvejen lykkedes det med kontantautomaten.