8. september

Lørdag d. 8 vågnede vi atter til blå himmel og fint vejr. Det er i øvrigt altid spændende at se, hvordan vejret er – når man får jalousiskodderne rullet op. Indtil da har man ingen fornemmelse overhovedet. Vi skulle til Forno di Soldo for at handle i supermarkedet – det er søndag i morgen. Derefter gik vi fra Pralongo til Colcerver – en lille landsby der ligger mange hårnålesving og 2½ kilometer op ad bjerget. Herfra går der flere vandreruter. En tysktalende italiener gjorde sit bedste for at forklare os mulighederne, indskærpede os, at vi skulle holde os til ruterne. Og så gik det op, op, op først gennem skov. Over et højdedrag der hedder Col de le Ole, videre op, til sidst gik vi på en højderyg. Her var fint, træerne var ikke så høje at de skyggede. Vi gik over uren og begyndte på en opstigning, vi havde kunnet se et stykke tid. Det viste sig nu, at nok var den stejl – men den fik ende igen. Vel oppe spiste vi frokost. Videre et sted så vi en bivuak med vand – der var i øvrigt mennesker. Vi så meget få på hele turen. Men det gik godt fremad, vi besluttede at gå lidt videre op over en rygning, Petorgnon – det ville gøre turen en smule længere – troede vi. Det gik også først fint, lidt op, derefter videre på en klippehylde, der også var meget farbar og med fin udsigt. Men pludselig kom vi til en kløft – stien gik op her, lidt svær, men forhåbentlig ikke for langt. Men det var det, stien blev stejlere og stejlere, stenene var rådne og vi havde svært ved at hænge fast. Den nederste var hele tiden i fare for at få en steinras i hovedet, så vi skulle klatre tæt. Det eneste positive var at opad er lettere end nedad. Højt oppe blev vi klar over, at vi havde misset et eller andet – mærkningen var dårlig – men var nødt til at fortsætte. Endelig oppe over kanten mødte der os et tæt krat af fyrretræer – kun mærket af, at andre i samme fortvivlede situation havde søgt at finde en vej. Flere gange troede jeg, vi var nødt til at vende – men op over rygningen skulle vi – og det kom vi, selv om Jens på et tidspunkt tabte sine briller. Vi fik mange hudafskrabninger og kæmpede i lang tid, men gik hele tiden lidt nedad, hvor Jens mente, stien skulle være. Efterhånden blev skovbunden mere farbar, der var stejlt, men det var netop skovbund og vi kunne komme frem. Til sidst fandt vi stien – og var reddet. Der var endnu langt ned, og nu slap adrenalinen op, jeg kunne pludselig mærke, jeg havde ondt i støvlerne og var træt. Jeppe SMS’ede, vi ringede, Thomas havde fået plads i ”Skattekisten” fra februar, dejligt, men Antoinettes start på handelshøjskolen havde været kaotisk. Forpjuskede, snavsede og trætte var vi nede ved 18.30 tiden, nåede en Fernet Branca på altanen, skønt solen for længst var væk. Men om ikke andet var vejret med os i dag. Et bad – og så ville vi prøve det lokale pizzeria ved campingpladsen. Der var mange mennesker – og det var i øvrigt helt OK – og endda billigt. Vi konstaterede, at italienere drikker øl!