5. september

Onsdag d.5.09 vågnede vi op til halvmørke og regn – igen, igen.
Morgenmaden var den bedste, vi har fået endnu her i ferien og spiselokalet er meget hyggeligt – og tysk.
Usikre på hvad vi skulle bruge dagen til – vi havde håbet på travetur til Mariabrücke og op i bjergene der – vidste vi ikke rigtigt hvad vi skulle svare, da værtinden spurgte. Hun anbefalede Linderhof. Manden forklarede vejen dertil, anbefalede os at køre den lange vej rundt for at se for at se Wieskirche og klosteret i Ettal. Sådan blev det. Kirken var et kæmpehus midt i nowhere – men med en halv million besøgende og parkeringsafgift. Vi overværede slutningen af en messe og kikkede derefter på kirken. Jo, den var sandelig stor og flot, barok eller rokokko, overvældende udsmykning, masser af guld.
Ettal var en hel by, atter en meget stor og flot kirke, men også et ”Schaukäserei” hvor der lige i øjeblikket ikke var så meget at se af produktionen, men en fin forretning hvor smagsprøverne ganske vist var spist. Vi købte et par stykker ost til frokost. Gik igennem en stemningsfuld lille kirkegård, ledte efter klosterbryggeriet, fandt det, men kunne kun købe øl i kasser. Og det regnede.
Købte et par flasker (dyrt) i en turistbiks. Videre mod Linderhof fandt vi en lille uautoriseret P-plads, hvor vi spiste, som sædvanligt siddende i bilen i silende regn.
Linderhof var ikke helt så stort et cirkus som ”Königsschlösser” – men styret på samme tyske vis. En stor park med interessante bygninger, springvand og haveanlæg – og så det fine, lille slot. Vi var med på en Führung kl. 14.20. Stod i kø sammen med en masse andre paraplyer i en haglbyge. Det var koldt og vådt. Men det var imponerende hvad det lille slot rummede af kunstskatte og udsmykninger. Især gjorde soveværelset et stort indtryk – en efterligningen af Solkongens i Versaille. Die Führung varede som sædvanligt lidt under en halv time.
Atter ud i regnen, der nu også gav torden. I Venusgrotten – en enestående, kunstig drypstenshule med vand og lys – hørte vi Wagnermusik fra Lohengrin (i dårlige højtalere). På vejen ud sagde vi til hinanden at han da virkelig havde været sindssyg, den samme konge. Trods regn og kulde – jeg frøs virkelig meget – fik vi alligevel set nogle af de fine ting i parken, den mauriske kiosk og det marokkanske hus.
Da vi atter sad i bilen viste termometret 3 grader!
På trods af lidt betænkelighed på grund af temperatur og nedbør valgte vi den kortere vej tilbage over bjergene. Her viste det sig at vi kom til at køre i sne! og temperaturen faldt til 1 grad. Men det gik fint alligevel.
Hjem til tørring, opvarmning og Fernet Branca!
Vi spiste på et ”Vinothek” – det var vist for de indforståede vindrikkende og kun lidt spisende. Vi fik salater, udmærket, men Jens blev ikke mæt.