Vi tog det pæne tøj på og gik ud i storbyens lørdagaften. Først ned mod Clyde, hvor vi for det første ikke havde været, hvor Jens for det andet mente, der i lighed med London og Nyhavn og Christianshavn var flydende restauranter. Det var der ikke. Måske et enkelt flydende og støjende diskotek – vi gad ikke undersøge det nærmere. Gik tilbage igen i kvartererne omkring ”Central”, men det var ved at være sent, klokken var over 20 så det var ikke længere barerne, der serverede mad! Gik til sidst på Jeppes anbefaling ind på en kineser, ”Peking Inn” vist nok og spise udmærket kinesisk mad. Heller ikke så billigt efter skotske forhold. Fik maden serveret på fyrfade og kunde derfor spise af hinandens portioner – hvad vi gjorde med flid! Jeppe havde under spisningen udset sig en whiskypub på modsatte side af gaden, hvor vi gik over bagefter. Jeg fik Oban – husker ikke de andres! (Ardbeg og Bunnahabhain). Det var tilsyneladende en fin og hyggelig pub med utroligt mange arter af whisky, så det undrede os at der ikke var så mange gæster! Tilbage til hotellet og kaffe/tebrygning og planlægning af starten næste dag, hvor vi skulle forlade Glasgow. Jeg sov godt hele natten, hørte hverken måger eller højttalersignal fra ”Central” en eneste gang. Vi skulle betale 10£ til parkeringshuset, lige godt halvdelen af den fulde afgift, så vidt vi kunne regne ud. Ingen ekstrabetaling for Jeppes værelse – lige som i Inverness! Jeg så på uret klokken lidt i 10, da var vi på sporet ud af byen mod Edinburgh. Her tog vi os lige tid til en kop kaffe/te hos Jeppe, tog afsked med ham og kørte mod Newcastle. Købte et par sandwich mm. i Lindisfarne – benyttede deres lyserøde! toiletter og kørte ellers bare mod Newcastle ad den mere kystnære og kedelige vej. Vejret var ideelt til bilkørsel, lidt småregn og temperatur på 17-19 grader. Ca. 50 miles fra Newcastle valgte vi en vej, der på kortet så lige så stor og effektiv ud som den vi var på, men som gik endnu nærmere kysten og i hvert fald i begyndelsen var væsentlig langsommere, ikke mindst fordi vi ved en fejltagelse kom til at køre en endnu mere alternativ vej, men vi havde god tid og var ved færgen 15.15. Her blev vi tjekket ca. 6 gange, men kørte i øvrigt om bord allerede en time før sejltid. Vi har kahyt helt fremme i skibet, så forhåbentlig kolliderer de ikke med nogen i nat! En lidt god kahyt med et ret stort og for et skib atypisk badeværelse! Kahyt nr. 6529! Vi har spist perlehøne i à la carte restauranten. Vist egentlig det billigste, de kunne tilbyde. Det var fint – og ret dyrt. I det hele taget har man en fornemmelse af, at der skal bruges penge, mens man er her. Har været lidt rundt og kigge på skibet, nu er klokken 23.30 dansk tid, men jeg er selvfølgelig ikke søvnig endnu!