Jens fik noget ud af at klage! Han kom triumferende op med nøglen til et andet værelse og han havde kontrolleret det og sagde god for det. Der havde ikke været nogen vrøvl, havde virket som om de kendte problemet. Så kl. ca. 23.30 holdt vi flyttedag. Det værelse vi fik havde oven i købet rene pudebetræk, minibar og var lysere! Det var bestemt køligere og mere støjfrit. Det meste støj her kom fra mågerne! Så vidt så godt! Men så kunne jeg ikke sove! Det var blevet for sent, Jens snorkede, jeg havde fået for lidt kamillete! Lavede noget mere og læste en times tid. 1 eller 2 timers søvn blev det til i alt. Det var også galt, at jeg havde glemt de små grønne. De er altid gode at have. Morgenmaden var ok – nogenlunde som de tidligere dage, men lidt større forhold. Vi gik på gadetur, kikkede vinduer, var inde i et af de andre centre, ”Buchanan Gallery“, meget stort men ikke så flot som Princess Square! Klokken lidt før 10.30 var vi på Glasgow School af Art, som også var tegnet af Mackintosh. Stort, slidt, sine steder meget mørkt men på sin vis flot og aldeles Mackintoshsk! Guiden var svær at forstå, var ikke fra Glasgow. Selv om han havde været er det ikke sikkert det havde hjulpet, de er nu heller ikke så nemme. Det varede ca. tre kvarter. Jeg fandt i øvrigt en bog i deres shop, som jeg gerne ville have, ”Girls of Glasgow”. Gik på gaden igen. Der er nok at se på. Et godt sted at købe ind, hvis det var det, man ville. Men selv om tingene er billigere end hjemme, skal man alligevel have den store pung med, og det er såmænd dyrt nok at være på ferie på denne måde. Apropos, så har vi stadig et problem med hotellet, som ikke kan finde vores booking, og dermed de penge, som vi har betalt forud! Det er noget underligt noget. Spiste tre retter på ”The Horse Shoe” siddende i række ved baren som vi før har prøvet det. Der er nu fint, kostede 2,60 £ pr næse. God stemning, venlige mennesker både gæster og betjening. Fandt lidt senere en meget flot forretning med badeværelse og køkkenudstyr. Der var meget Starck, så det er ikke fordi de ikke kender ordentligt sanitetsgrej! Gik derefter på Museum of Modern Art på Jeppes anbefaling. Han havde været der før. Det var rigtig spændende, såvel bygning som værker. Der var rummede meget bemærkelses­værdigt, bl.a. nogle ”Storm P”maskiner lavet af en russer. Vi blev der længe og drak en kop kaffe i cafeen, der havde fin udsigt over Glasgows tage. Gik lidt mere på gaden, kikkede især efter tableplates, fandt nogle fine med Mackintosh-dekorationer – men de var for små. Var lige en tur indenfor på Princess Square igen, nu havde butikkerne åbent. Kikkede på ”Lighthouse” fra gaden/smøgen. Derefter var jeg træt og insisterede på at gå tilbage til hotellet! Min mave er stresset igen, bogstavelig talt møgirriterende. Klokken var 17, og vi har været på stikkerne hele dagen. Jens havde imidlertid mod på at gå til et andet center for at lede efter plates. Han spilder ikke tiden. Har ikke ro på sig. Men så kan jeg slå benene op og skrive lidt. Nu er det så ved at ebbe ud, i aften skal vi ud at finde et spisested for sidste gang, inden vi i morgen kører Jeppe tilbage til Edinburgh! Men der er meget kunst og design at komme efter i Glasgow, masser af storbyliv!