Glasgow - Central Station, fredag d. 16.07

 Til vores store forbløffelse må vi konstatere, at vi nærmest bor på Central Station i Glasgow! Noget af en forandring efter Skye’s yderst provinsielle ro. Vi var tidligt oppe, kl 6.45. Ville være sikre på at kunne køre inden 8.45. Turen til Armadale tager mindst en halv time og vi skulle være der 9.15. Der skulle afregnes, Mr. & Mrs. Macleod skulle roses, morgenmaden have sin tid osv. Færgen var stor og veludstyret til en halv times sejlads fra Armadale til Mallairg. Det viste sig, at den også sejler til Barra. Drak en kop kaffe/te, mens færgen faktisk nåede at vippe en smule. Så de største motorcykelbukser, jeg nogen sinde har set. Inden i dem var et medlem af yamahaklubben. Fra færgehavnen og halvvejs til Fort William var vejen af samme slags som på Skye! Jeg følte mig faktisk lidt køresyg. Holdt ved Glenfinnan og beundrede jernbanebroen mens jeg telefonerede til mor. Hun fortalte, at Britt & co. kom til sommerhuset i aften og at der forleden morgen var faldet 65 mm regn lokalt i Frhavn! Videre gennem Glen Coe over Crianlarich og til Drovers Inn i Inveranan, hvor støvet var blevet fjernet og der var kommet lyserødt skumgummi WC-bræt! Ellers var alt ved det gamle med ild i pejsen, ”The Male Model” i kilt bag disken og den næseløse bjørn. Vi fik ”Drovers lunch”. Langs Loch Lomond var vejen blevet lidt forbedret. I øvrigt blev vi efter Jens’ forslag enige om, at det var fikst at køre til Helensburgh og se Hill House i dag, så vi ikke skulle bruge tid på at køre helt der tilbage i morgen. Det var en fin oplevelse, heller ikke ganske billig: 6£ pr næse. Men vi fandt det meget spændende, drak i øvrigt kaffe/the der, gik tur i haven og vil prøve at finde mere Mackintosch i morgen. Kørte videre mod Glasgow ved 16.30-tiden ad en vej, hvor der var forbavsende lidt trafik, indtil vi kom til centrum. Men så kneb det også, hotellet blev lokaliseret, men hvordan skulle vi finde hen til det og hvor skulle vi parkere? Holdt et sted, hvor vi ikke måtte parkere, mens Jens & Jeppe sonderede. Kom tilbage og sagde, at der var ingen booking til os, men vi kunne godt få et værelse. Sært! Og de havde aftale med et parkeringshus i nærheden. Vi skulle blot gå gennem Central Station! Hotellet har indgang fra stationen. Det er gammelt og ”fint”, stort lyserødt! (den farve har forfulgt os under hele ferien) bade­værelse, udsigt over taget på Central Station – men desværre varmt og fyldt med støj fra udsugningen på ”Central”! Jens er lige gået ned for at klage, men det får han nok ikke noget ud af! Vi gik ud i byen, til Princess Square, hvor der var åbent i restauranterne. Spiste (alt for) godt i en italiensk restaurant nede ved Focaults Pendul, ”Il pavona”! Kikkede lidt på gadelivet, udrykkende brandbiler mv. Gik derefter tilbage på hotellet. Nu er klokken 23.15. Jeppe har eget værelse, pænt og velindrettet og ud til gaden. Der var ganske vist et discotek lige over for, men de havde vist skruet ned for musikken nu!