Afrejsedag til Scotland, op klokken 07. Fint vejr. Jeg skulle have strøget, ordnet badeværelser, blomster og kat – samt pakket sammen. Kun mit tøj, resten havde Jens ordnet. Vi kørte klokken 10.45. Vejret var alt for godt – det var jo også fint! Men varmt var det. Var lidt spændt på, om det nu var til at finde i Hamburg, men det gik helt fint: Drejede af ved den første afkørsel af de i billetten angivne, og så var det bare ligeud – i en halv times tid. Færgen, Admiral of Scandinavia, hører ikke til de største, men vi har udmærket kahyt, havde en god udsigtplads hele eftermiddagen. Det er en fantastisk sejltur på Elben, hvor vi sad de første timer med åben mund og polypper, bredden var lige ved, og der var det meste af tiden meget at kikke på. I øvrigt krydstogtsstemning: musik ved indgangen, ”Anchors Away” mv. Fik dog også ind imellem læst ”Sanghunde” færdig. Klokken 19.15 passerede vi Kilerkanalen. Elben videde sig derefter lidt ud. Kl. 20.30 skiftede vi til bagbords side hvor vi indtog et fortræffeligt - næsten fyrsteligt måltid: kyllingebryst og tiramisu, dertil Chianti Classico og senere kaffe. Hvad kan man så ønske sig mere ud over en uventet stor lottogevinst! Ved 22.30-tiden passerede vi tæt ved Helgoland. Nu er det snart midnat og efterhånden mørkt, men vi er også helt store i hovederne af at sejle sightseeing. Og jeg er træt! Jens har ikke nogen ordentlig stol at læse i – han ligger og vrider og vender sig i sin køje, det har aldrig rigtig været ham det der!