Torsdag den 4. september

Atter var vi heldige med vejret – vågnede op til en rimelig pæn dag. Kunne dog se på folks påklædning, at det ikke var netop varmt. Morgenmaden indtog vi i en coffeeshop. Det var såmænd udmærket. Derefter gik vi mod Trinity College – ville se Book of Kells og The Long Gallery. Det viste sig at være to sider af samme sag, billetten gjaldt begge dele. Book of Kells er imponerende – og sat meget flot og informativt op. Og galleriet var vi også imponeret af, ikke mindst de eksemplarer af gamle bøger med illustrationer fra botanikken – og et blad fra et herbarium der var to hundrede år. Dem havde de små dyr ikke fundet! Jeg fik et grønt pasminatørklæde med mønster inspireret ef Book of Kells. Vi gik forbi ved Molly Malone – hun var svær at fotografere, en gammel mand havde taget patent på hende.Vi slentrede ned af Craftonstreet og så på det brogede folkeliv, gjorde en afstikker til Powerscourt Shoppingcenter, der stadig har rester i udsmykning af det gamle, herskabelig byhus. Ikke mindst trappen og stukarbejderne var velbevaret. Det var ved at være frokosttid, vi gik tilbage mod Temple Bar, hvor vi fald indenfor i en lille hyggelig restaurant med udmærket mad. Desværre havde de ikke draught beer – så vi fik et glas vin.Derefter krydsede vi over Liffey ad Halfpennybridge og gik et godt stykke på den anden flodbred. Her var der mange lukkede eller meget snuskede steder, ikke rigtigt noget folke- eller turistliv. Der sad blot en del lettere ”anløbne” unge mennesker på bænkene nede ved gangbroerne.   Vi ville se Guinness! Der var et stykke at gå for at komme derhen – ikke mindst inde på bryggeriets arealer. Det er en hel by! Man ser ikke selve bryggeriet, men et museum, der er indrettet i den gamle bryggeribygning. Vi havde på forhånd været lidt forargede over prisen på 15 €, men vi var seniorer, slap så med 11€, og desuden fik man lovning på en pint Guinness. Og udstillingen var storslået, det kan ikke nægtes. Fordelt over 7 etager i en imponerende bygning. Der var ikke den ting, der ikke var spektakulært belyst. Til sidst endte vi i Gravity Bar – over 7. etage og med vinduer hele vejen rundt. Her nød vi vores Guinness til den storslåede udsigt. På hjemvejen så vi Christ Church Kathedral – udefra, det var efter lukketid, Vi kikkede lige indenfor i en fin forretning ”Kilkenny”. Her så vi den type pottery, som de krus, vi fik i gave af Sioban – bare ikke i den rigtige facon. Waterfordcognacglasset var vi heller ikke sikre på. Vi skal starte med at fotografere, hvis vi vil finde et magen til.Nu er klokken over 20 – mon vi kan finde et godt madsted!Ja, det gik helt godt. Vi begynder at kende nogle af stederne. Vi gik såmænd på ”Farrington’s”, hvor vi hørte musik i aftes. Der kan spises upstairs, vi fik nogle wraps. Udmærket. Sad derefter en ølstid nede i baren og lyttede til musik. Navnet var i aften Eamon Mitchell. Han spillede rimeligt, men var vist ikke så populær som ham i aftes.